Alsace & Mosel | Sørens Rejser.dk
Alsace & Mosel - NYHED!

Alsace & Mosel - NYHED!

- De mange farvers tur

Alsace er smuk, romantisk og indbydende året rundt. Området er ikke stort, men har gjort sig bemærket på de velsmagende vine, bindingsværkshuse, borge og bjerge.

Colmar er hovedstaden for vinområdet og en skøn by med små stræder, kirker og charmerende torve. Det allerbedste er, at slentre langs floden og nyde bykernen med de mange caféer og forretninger.

Mosel er det romantiske Tyskland med slotte, borge, vinmarker og små, maleriske landsbyer. Slotte og borgruiner fortæller om fortidens dramatiske begivenheder. I bløde sløjfer, flyder Mosel floden, og på de solfyldte skråninger mellem de romantiske vinbyer er der frit udsyn til vinmarkerne.

1. dag – Danmark – Alsfeld
Vi kører til grænsen, hvor der holdes en lille pause. Derefter fortsættes med passende pauser til vores overnatningshotel i Alsfeld, hvor vi bliver indkvarteret og spiser aftensmad.

2. dag – Velkommen til smukke Colmar
Videre forbi Frankfurt, med ankomst til Colmar over middag. Vi tager på byrundtur i Colmar. Byen, som er vin-hovedstad i Alsace, er præget af hyggelige gader med gamle huse og gode restauranter.

3. dag – Alsace og Route du vin
Vi kører ad den skønne og berømte vinrute, Route du Vin, som fører os til vinbyen Riquewihr. Byen ligger som en perle midt i vinmarkerne, og overalt ses blomsterprydede bindingsværkshuse. I Riquewihr er det som at være i et levende frilandsmuseum. Der bliver god tid til at udforske byen og spise frokost. Vi fortsætter på vinvejen mellem vinmarker og bjerge til Ribeauvillé. Et charmerende sted, som har forstået at bevare den historiske arv. Side om side ligger smukke huse og gamle lagerbygninger, som er helt tilbage fra 1600 tallet. Vi går en tur i de historiske omgivelser.

4. dag - Vogeserne og Le Linge
I dag skal vi på panoramatur i Vogeserne. Bjergkæden sørger for, at det næsten altid er godt vejr nede i Rhindalen. Vi besøger skyttegravene på Le Linge, hvor et af 1. Verdenskrigs blodigste slag blev udkæmpet. På vejen tilbage til hotellet gør vi stop ved den hyggelige by Eguisheim - en klassisk middelalderby med toppede brosten og gamle bymure, er det måske en af Frankrigs mest velbevarede bykerner. Der findes masser af vinstuer og vinudsalg.

5. dag – Strasbourg og Moselfloden
Afsked med Colmar, og nordpå til Strasbourg. Her ser vi den spændende by, med det smukke kvarter La Petite France samt den berømte domkirke. Derefter fortsætter turen via Saarbrücken mod Cochem, hvor vi det sidste stykke vej kører langs Moselfloden.

6. dag – Sejltur, Beilstein og Cochem
Sejltur fra Cochem til Beilstein, gennem smukke landskaber. På turen passeres en af de mange sluser på Mosel. Der bliver tid i den maleriske by Beilstein, som bliver kaldet ”Mosels sovende skønhed”. Vi går en tur i byen og har tid til frokost. Vi skal med traktor op i vinmarkerne. Her vil vi få en interessant gennemgang af hele processen med vinproduktionen – fra den daglige pasning, plantning af vinstokkene, høstning af druerne, den efterfølgende sammensætning af de forskellige sorter, til den endelige tapning af vinen på flasker. Efter rundvisningen er der vinsmagning med mulighed for at købe et par gode flasker med hjem.

7. dag - Hyggelig fridag
Vi holder en fridag, hvor vi får tid til en lille spadseretur gennem Cochems smalle stræder, der fortæller om byens stolte fortid. Der er masser af muligheder. Tag fx. med svævebanen til toppen af vinmarkerne og måske nyde frokosten med udsigt over byen og dalen. Det er også muligt at besøge den imponerende borg Reichsburg.

8. dag - Hjemrejse
Tidlig afrejse fra hotellet. Hjemturen går forbi Köln, Hannover og Hamburg, med forventet hjemkomst midt på aftenen.
Opsamlingsrute 2 (2020)
Mødetid: 10 min. før afgang
Kjellerup Parallelvej 7 06.00
Silkeborg P-plads, Ansvej 98 06.20
Randers Gasværksgrunden Jernbanegade 05.30
Århus Musikhuset 06.10
Viby P-plads Viby, Torv v/Kirken 06.20
Skanderborg Banegården 06.45
Horsens Afk. 56 Q8 Tanken i Lund 07.00
Vejle DTC v/Trailervej 07.20
Kolding Afk. 63 Pendlerplads v/ Scandic 07.40
Rødekro Afk. 70 v/ Shell 08.20
Padborg Afk. 76 Lejrvejen v/ OK tanken 08.45

Tip en ven

Til
Navn:
E-mail:

Fra
Navn:
E-mail:
Besked (valgfri)