1. dag - Afgang fra Danmark med Fjord Line fra Hirtshals
Vi lægger fra land i Hirtshals kl. 20.00 og sejler via Stavanger til Bergen. Inden afrejsen fra Hirtshals spiser vi til aften på en nærliggende kro. Sejlturen er særdeles smuk. Det kan anbefales at stå op med solen, finde et roligt sted på dækket og nyde kystlandskabets skønhed. Vi skal sejle langs kysten hele vejen fra Stavanger til Bergen - en vidunderlig start på turen.
2. dag – Skærgården - Bergen
Vi slår øjnene op til et fantastisk syn. Allerede kl. 06.30 ankommer vi til Stavanger, og vi kan følge med i indsejlingen, mens vi nyder skibets morgenmad. Vi bliver ombord og sejler videre til Bergen, der er på Unescos Verdensarvliste. En sejltur med sjæl. Med udsigt til majestætiske fjelde, dybe fjorde og den afvekslende skærgård. Kl. 12.30 går vi i land i Bergen og siger farvel til skibet. Vi stiger på bussen og får på køreturen et godt indtryk af byens historie og struktur. Kendte steder som Bryggen, Fisketorget, Grieghallen og Festningsområdet er nogle af højdepunkterne. Vi tager Fløibanen op på Bergens højeste punkt 302 meter over havets overflade. Derfra man har en fantastisk udsigt ud over Norges næststørste by, der er omkranset af 7 fjelde. Sidst på dagen tjekker vi ind på vort hotel ved havnen, og efter spisning på hotellet er det oplagt at indsnuse aftenstemningen i Bergen på en lille spadseretur.
3. dag – Bergen – Gudvangen – Flåm - Geilo
Dagen bliver turens højdepunkt. Vi skal fra Bergen via Gudvangen og Flåm til Geilo og benytte såvel bus som færge og tog gennem noget af Norges fineste natur. I løbet af turen kan vi sætte indtil flere flueben på Unescos Verdensarvsliste.
Efter morgenmaden kører vi ind i landet til Gudvangen. På fjordcruiset skal vi opleve et af Norges mest populære fjordlandskaber. Vi går fra borde i Flåm, hvorfra turen går videre med tog ad den 20 km lange Flåmsbanen, som med 21 hårnålesving snor sig fra Myrdal til Flåm 867 meter længere nede - godt gemt i Aurlandsfjordens inderste hjørne.
Denne imponerende jernbanestrækning markedsføres som "Norge i en nøddeskal". Den er kåret som en af verdens mest betagende togrejser og er en af landets største turistattraktioner. Vi står af toget i Myrdal, hvortil eneste adgang er via jernbane eller ad vandre/cykelstier, og skifter til toget mod Geilo. Her venter bussen og kører os til hotellet i Geilo, hvor vi slutter denne uforglemmelige dag med aftensmad.
4. dag – Telemarken – Vrådal
Turen i dag tager os med rundt om Hardangervidda Nationalpark, Norges største, med fosser, fjorde og bjergpas. Højden varierer fra 1.100 til op i nærheden af 1.900 meter over havet. Vi kører ind i Telemarken med skyhøje fjelde, højlandsplateauer, sprudlende vandfald, spejlblanke søer og støvfri luft – alt det bedste fra den norske natur. Vi kører omkring Dalen, som ligger for enden af Telemarkskanalen. Stedet er kendt for ”eventyrhotellet” Dalen Hotel, et af Norges ældste træhoteller. Vi skal overnatte i den hyggelige landsby, Vrådal, ved bredden af Telemarks største sø Nisser. Vi nyder aftensmaden på det mere end 150 år gamle hotel. Det er oplagt at slutte dagen med en spadseretur ved søen.
5. dag – Vrådal og Hjemrejse
Fra Vrådal kører vi mod Kristiansand, hvorfra vi skal på en kort sejltur til Danmark. Vi forventer hjemkomst sidst på aftenen.