Skip to main content

Sverige – Gotland, Øland, Småland & Stockholm

Stockholm – Gotland - Øland - Småland

Sverige er vores store nabo mod Nord. Vi skal opleve storslået og fantastisk natur der kilometer efter kilometer ligger som perler på en snor. Vi skal blandt andet bo i Sveriges smukke hovedstad, Stockholm – også kaldet nordens Venedig. Stockholm har et væld af spændende museer og attraktioner og charmerende middelalderatmosfære. Vi besøger Øland & Gotland som minder om at rejse i en tidslomme. Den hyggelige atmosfære, historiske seværdigheder og den fantastiske natur kendetegner dette landskab. Rejsen bringer os også igennem Småland, som er kendt for Astrid Lindgrens vidunderlige historier. Smukke skærgårde, skovsøer, landsbyidyl og fantastiske Stockholm gør denne rejse unik.

1. dag - Danmark, Göteborg og Stockholm
Turen går til Frederikshavn hvorfra vi sejler til Göteborg. Der servers morgenbuffet ombord på færgen. Fra Göteborg fortsætter vi videre til Stockholm, hvor vi bliver indkvarteret og spiser aftensmad.

2. dag - Byrundtur og Skansen
Stockholm er en fantastisk by at gå på opdagelse i. Vi tager på en byrundtur, hvor vi ser mange af de store seværdigheder Stockholm har at byde på bla. Gamla Stans, der er Stockholms ældste bydel. Vi besøger Skansen, Sveriges største turistattraktion. Gæster kommer fra hele verden for at se den unikke samling af 150 historiske bygninger fra hele Sverige, hvoraf mange er levendegjort med beboere i fortidens klæder.

3. dag - Stockholm og Gotland
Morgenmad på hotellet. Vi pakker bussen og kører mod Nynäshamn, hvorfra vi sejler til Gotland, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen. Her bliver vi indkvarteret på hotellet i Visby. Aftensmad på hotellet.

4. dag - Det nordlige Gotland og Fårö
Nordpå via Kappelshamn til Fårösund, hvor vi tager med færgen til Fårö Den flade ø med mange småsøer består for en stor dels vedkommende af ufrugtbare græsningsarealer. På øen er der et særegent flyvesandsområde, Ullahau. Der er flere områder med rauker (kalkstenssøjler) på øen, blandt andre ved Digerhuvud, Gamle Hamn og Langhammars. Tilbage på Gotland, kører vi ad andre veje til Visby, hvor vi tager på byvandring. Bymidten og bymuren i byen er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

5. dag - Småland og Kalmar
Vi tager afsked med Gotland og sejler med morgenfærgen tilbage til fastlandet, og turen går gennem Småland og Glasriget, hvor talrige glaspusterier og glasværker skaber unik glaskunst i verdensklasse og tiltrækker tusindvis af turister. Her venter et besøg i et af de berømte glasværksteder, hvor vi får lejlighed til at se, hvordan de fine glasting bliver til, og vi får også mulighed for at købe dejlig kunst med hjem. Vi ankommer over middag til Kalmar, hvor vi tager på en lille rundtur i en af Sveriges ældste byer. Vi ser domkirken, de velbevarede træhuse, bymuren med byporte og parken med de mange eksotiske træer og buske. Sidst på dagen bliver vi indkvarteret på hotellet og spiser aftensmad.

6. dag - Øland
Sveriges næststørste ø er næsten 140 kilometer lang og knap 15 kilometer bred. Først i 1972 blev det muligt at køre derover fra fastlandet takket være Ølandsbroen. Trods den korte afstand fra det svenske fastland byder Øland på sit helt eget univers. Her er ingen mørke nåleskove, som ellers er indbegrebet af Sverige. Til gengæld er her dejlig natur, fine badestrande og mildt klima, og øen har sverigesrekord i antallet af solskinstimer. På vor rundtur ser vi de karakteristiske stubmøller, og på det sydlige Øland kommer vi gennem Alvarettens smukke, varierende landskab, skabt af et tyndt jordlag på en undergrund af kalksten. Her vokser planter, som ikke ses andre steder i Sverige, bl.a. over 20 orkidéarter. Alvaretten er Unesco Verdensarv. Vi kører forbi Borgholm Slotsruin, et forsvarsværk fra 1200tallet, der i dag bruges til koncerter. Vi skal naturligvis besøge kongens smukke sommerslot Solliden og spadsere en tur i slotsparken med skulpturer og tre forskellige haver: En italiensk inspireret have i renæssancestil med høje tuja og buksbomhække, et stykke England i parken med cypresser, plataner og en imponerende blodbøg samt en hollandsk have
med hvide bænke og røde roser. Den ligger ved et lille romantisk vandfald.

7. dag - Hjemrejse
Efter morgenmaden pakker vi bussen. Hjemturen går gennem Sydsverige og over Øresundsbroen til Sjælland. Vi når vore hjembyer først på aftenen.

Valuta: Svenske kr. eller betalingskort (Hotellerne er kontantfri)

Søg rejse

Kontakt os

Adresse:
Sørens Rejser A/S
Parallelvej 7
DK-8620 Kjellerup, Mandag-Torsdag 08.00-16.00 · Fredag 08.00-15.00
  • Rejsekatalog logo