- 3 smukke etaper på elcykel
Som en nyhed i 2024 arrangerer Sørens Rejser cykelferie langs Mosel. Vi har lavet 3 dejlige ruter med lokalguide langs den romantiske flod. Cyklerne er på el og står klar på hotellet sammen med en lokalguide, som tager med os på udflugterne. Ruterne cykles i et tempo alle kan være med på. Vi cykler langs nogle af de smukkeste vinbjerge i Europa, hvor de lokale vinbønder tilbyder smagsprøver. Flodens vej gennem landskabet er indbegrebet af det romantiske Tyskland med slotte, borge, vinmarker og små, maleriske landsbyer. Landskabet omkring Mosel er simpelthen enestående.
1. dag - Togtur gennem Tyskland
Efter opsamling køres til Flensborg. Her står vi på toget, som med et enkelt skift undervejs bringer os til Koblenz. Undervejs nyder vi vores medbragte frokostpakker. Fra Koblenz bliver vi kørt i bus til vores hotel der er beliggende ved Mosels bred. Vi tjekker ind på hotellet og nyder aftensmaden.
Udflugter/Cykelture
Moselland Museum og vingård i Pommern – ca. 55 km
Efter morgenmaden skal vi på cykeltur. Elcyklerne står ved hotellet og vi får en kort instruktion af cyklerne. Vi har en lokal guide med os hele dagen, som viser os ruten. Turen går gennem Senheim/Senhals til Moselland Museum. Her skal vi opleve en spændende udstilling om livet og arbejdet med vinproduktion i ”de gode gamle dage”. Her vil der også være tid til frokost på egen hånd. Vi cykler videre via Cochem til Pommern og besøger vinmager Kilian Moritz, hvor vi skal have en rundvisning og smage lokal vin. Tilbage på hotellet spiser vi aftensmad.
Eltz Slot & Alken - ca. 40 km
Dagen står på tur til det smukke Eltz Slot og dernæst den gamle by Alken. Vi cykler ad stille veje og gennem grønne vinmarker, hvor du kan nyde den flotte udsigt over floden og bakkerne. Turens højdepunkt er Eltz Slot, som ligger gemt i en skov. Når vi nærmer os, vil slottets tårne og spir minde dig om et eventyr. På en guidet tur hører vi om slottes historier og ser hvorfor Eltz er kendetegnet som et af de smukkeste slotte i Tyskland. Efter besøget kan du tage en pause og nyde en forfriskning i den dejlige natur. Derefter cykler vi videre langs Mosel-floden til Alken, en af de ældste landsbyer i området, med rødder fra keltisk og romersk tid. På en bakke i Alken er der rester af en gammel keltisk borg og Borgen Thurant, som delvist er bygget på romerske fundamenter. Der er tid til at udforske de hyggelige gader i Alken, inden vi cykler tilbage til hotellet. Aftensmaden nydes i hotellets restaurant.
Senhals og Cochem - ca. 34 km
Vi cykler fra hotellet til Senhals, hvor vi skal have en rundtur på vinmuseet. På turen i vinkælderen skal vi høre om produktion af vin og mousserende vin, om druernes rejse fra marken, gennem pressen, på tønder og i glasset. Vi skal selvfølgelig også nyde et glas af den friske vin. Vi cykler herefter via Ernst til Cochem, hvor der er mulighed for at finde frokost på egen hånd i den smukke by. Senere skal vi på en spændende rundtur med audioguide gennem slottet Reichsburg Cochem. Aftensmaden spiser vi i hotellets restaurant.
5. dag – Hjemtur
Vi spiser morgenmad, forlader hotellet og kører til Koblenz. Her sætter vi os ombord på toget som går mod Danmark. I spisevognen vil der være mulighed for at købe frokost undervejs. Ved Flensborg venter vores bus og kører os det sidste stykke mod vores hjembyer.