1. dag - Panoramakørsel og togtur
Vi kører over den gamle Lillebæltsbro til Middelfart, via Haarby til Jordløse Bakker og følger Margueritruten til De Sydfynske Alper og Svanninge Bakker til Fåborg. Her står vi på Sørens Særtog, som på denne tur udelukkende kører med vore gæster. Toget laver et stop undervejs, og vi går en lille tur til en hyggelig plads med borde og bænke, hvor vi nyder både vor frokostpakke og den betagende udsigt over Det Sydfynske Øhav. Herefter kører toget igennem Brahetrolleborgs og Arreskovs Skovdistrikter til Korinth, hvor vi står af toget og igen hopper på bussen. Korinths og jernbanens historie hænger nøje sammen, da den lille by ikke eksisterede, før banen blev etableret. Vi fortsætter til Svendborg, hvorfra vi skal sejle til Ærø igennem det smukke Sydfynske Øhav. Overfarten tager ca. 1 time. Når vi kommer i land, kører vi direkte til skipperbyen Marstal og bliver indkvarteret på Ærø Hotel, hvor vi nyder aftensmaden i hotellets restaurant.
2. dag - Ærø, Ærøskøbing og Marstal
Efter morgenmaden mødes vi med vor guide, som tager os med rundt på øen. Vi besøger den fredede Voderup Klint, som rejser sig 33 m over havet på en 3,5 kilometer lang strækning. Kørslen fortsætter via ”Nordpolen” og ”Lillebæltsbroen” til den gamle herregård Søbygård, som nu er museum. Den ligger på et voldsted og er understøttet af en 5 m høj kampestensætning. Vi besøger også Uldgaarden i Bregninge med bl.a. unikke uldvarer og diverse kunsthåndværk samt et stort udvalg af tøj og sko til rimelige priser.
Turen går nu til Ærøskøbing, hvor vi skal på byvandring, og her bliver også tid til en kop eftermiddagskaffe og at gå på opdagelse på egen hånd. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Marstal tidsnok til en spadseretur i den gamle skipperby. Aftensmaden nyder vi på hotellet.
3. dag - Tåsinge og Langeland
Vi får morgenmad på hotellet, pakker bussen og siger farvel til Marstal og Ærø. Sejlturen fører os tilbage til Svendborg, hvor vi skal mødes med vor lokale guide, som vil vise os Tåsinge og Langeland. Vi skal naturligvis også høre kærlighedshistorien om Elvira Madigan og Sixten Sparre på Tåsinge. Vi ser Troense med de smukke bindingsværkshuse, kører langs Lunkebugten til Siø og videre til Langeland. Via Rudkøbing, øens “hovedstad”, fortsætter vi til Langelands sydspids og Bagenkop. Vi finder et hyggeligt spisested i det fri til vores medbragte frokostpakker. Efter nogle hyggelige timer i det langelandske siger vi farvel til guiden og kører mod vore hjembyer. Vi forventer at være fremme først på aftenen.
Opsamlingsrute:
Holstebro Banegården 05.50
Aulum v/Stationen 06.10
Herning Markedspladsen 06.30
Hammerum v/Handelsbanken 06.45
Ikast v/Føtex 07.00
Kjellerup Sørens Rejser 07.10
Silkeborg P-plads Ansvej 98 07.30
Århus Musikhuset 07.25
Viby P-plads v. Kirken 07.35
Skanderborg Banegården 07.50
Horsens Q8 Tanken i Lund 08.10
Vejle DTC v/Trailervej 08.30