Bornholm
- Hele Danmarks ferieø i Østersøen

Bornholm er en af de mest spændende danske øer. Øen rummer småbidder af næsten alle Skandinaviens naturtyper. Hør havet bruse, føl suget i maven ved kanten af klipperne og nyd skærgården. Eller mærk Danmarks fineste strand sand mellem tæerne. Dramatiske klipper knejser lodret op af vandet, og vidner om dengang naturens mest voldsomme kræfter var på spil. De små fiskerlejer med de karakteristiske røgeriovne frister til et besøg, hvor man kan nyde alt godt fra havet. Allinge-Sandvig tager imod dig med åbne arme. Besøger du Nordbornholms tvillingebyer, vil du hurtigt fornemme den særlige blanding af fantastisk natur, histo-riske bymiljøer og den naturlige gæstfrihed, som stammer fra over 100 års erfaring som turistmål. Allinges gamle huse og gader ligger malerisk på klipperne. Den nye havn er sprængt ud i granitten dér, hvor byens naturhavn i århund-reder var anlagt.
Efter tidlig afrejse køres over Fyn til Sjælland, med en pause undervejs. Derfra videre over Øresundsbroen til Ystad og med færgen til Bornholm. Ankomst til Rønne først på eftermiddagen, hvor vores lokale guide stiger på bussen. Nordpå til Hammershus borgruin, der er Nordeuropas største og mest imponerende middelalderborg. På vej mod hotellet kører vi omkring Hammerhavn samt Hammer sø.
UDFLUGTER
Gennem Tejn og til Helligdomsklipperne. Her ser vi den fantastiske natur. Videre til Gudhjem, en charmende by, der byder på silderøgerier, glaspusteri, keramik, kunstnere samt et spændende havne- og bymiljø. Derfra til Svaneke, som er en af Danmarks mindste købstæder, med bl.a. bryghus, bolsjefabrik, gamle købmandsgårde og små spændende butikker. Vi tager en lille afstikker ned ad Årsdale, hvor vi ser den smukke gamle mølle, inden der køres ad andre veje til hotellet.
Dagen byder på den smukke bornholmske natur, hvor vi også skal besøge den populære Østerlars Rundkirke. I den store skov,
Almindingen, bliver der tid til en lille gå tur i Ekkodalen og til at nyde udsigten fra Rytterknægten. Frokostpause i Aakirkeby, og videre gennem Paradisbakkerne, kommer vi til Nexø, Snogebæk samt Dueodde, med Danmarks fineste sandstrand. En dag med mange gode oplevelser.
Den unikke og lidt barske vestkyst på Bornholm venter os. Først kører vi ned til det lille fiskerleje, Vang og derefter en lille afstikker til Teglkås, hvor kysten ses. Videre mod Rønne, hvor vi gør et mindre stop ved et af de store stenbrud. På en lille byvandring ser vi Rønne med de smukke huse, derefter bliver der tid til frokost.
Vi sejler til Christiansø, hvor også den lille naboø Frederiksø opleves. Kongen anlagde for mere end 300 år siden en stærk fæstning med flådebase som værn mod svenskerne. I dag danner øerne med deres sydlandske natur, spændende klipper, kraftige granitmure og kanonbastioner rammen om et lille, levende øsamfund med ca. 100 indbyggere. Der er en helt speciel stemning langs havnen med kro, købmand, forvalterbolig og i gaden med de gamle, gule mandskabsbygninger. Sidst på eftermiddagen sejler vi tilbage til Bornholm.
Med musik og dans.
Afsked med Bornholm. Der sejles fra Rønne midt på formiddagen, derfra gennem Sydsverige over Sjælland og Fyn. Hjemkomst først på aftenen. På 4 dags rejserne oplever vi Vest Bornholm, dog uden besøg i Rønne, inden færgeafgangen.